David Caron er kun 21 år gammel, da han bliver medstifter af Café Caron. Den populære familierestaurant har været åben siden 2017. David står hver eneste dag i restauranten. Den del er hans ansvar. Som følge af succesen begynder fokus nu at skifte: "Vi har den luksus, at vi nu kan samle erfarne folk omkring os. Vi har opbygget et flot og stærkt hold. Hvis vi skulle gøre alting selv, ville det ikke gavne den gæsternes oplevelse hos os".

Hvad kan du lide ved arbejdet?

Det jeg virkelig faldt for, er den grundlæggende romantiske idé. Jeg oplever det ikke hver aften, men stadig ret ofte. Det er stemningen, når mennesker samles for at spise sammen, med smuk mad på bordet og omhyggeligt udvalgte vine. Det har jeg i høj grad lært af Alain. At fokus i første omgang er på produkterne og derefter på at nyde dem sammen. Det er den vigtigste del af hele oplevelsen. Alting omkring det skal være helt rigtigt for at gøre mødet perfekt.

Selvom jeg ikke er vokset op med min bror Tom, så har vi samme syn på de her ting. Folk forstår ikke altid, hvad vi snakker om. Det er også svært at beskrive. Men det står helt klart for Tom og mig, at vi gør alt med det udgangspunkt, som vi har med hjemmefra fra Alain.

Familierestauranten Café Caron tilhører Alain Caron og hans to sønner - David og Tom. Det er en oase i hjertet af Amsterdam, hvor du altid føler dig hjemme, selv hvis du ikke kender nogen.

Du var kun enogtyve, da du åbnede restauranten i 2017. Hvordan kan du have din egen restaurant i så ung en alder?

Jeg afsluttede gymnasiet, men læste ikke videre. Jeg følte heller ikke noget pres fra mine forældre til at gøre det. Da jeg var færdig med min gymnasiet, havde jeg ikke behov for at rejse i et år. Så jeg gik straks i gang med at arbejde. På Spaghetteria. Et sted, hvor jeg har arbejdet siden jeg var 14. Jeg startede som opvasker, og begyndte så på et tidspunkt at få lidt mere ansvar. Da jeg var færdig med skolen, sagde jeg til ejerne: Jeg vil gerne arbejde lidt mere. Det her bliver mit sabatår.

Spaghetteria var en succes, og ejerne havde allerede planer om en ny adresse. Da vi startede der, var det noget rod. Der var ikke engang kasko. Det var to faldefærdige skure. Vi fandt en entreprenør, der var villig til at stå for renoveringen. Vi fire - de to ejere, manageren og jeg, vi udførte også selv en stor del af arbejdet. Simpelthen byggearbejde. Men til sidst blev det også rigtig flot. Efter to år blev jeg manager. Jeg var tyve.

Da de begyndte at åbne et tredje sted, hjalp jeg igen med renoveringen, og jeg satte et team sammen. Det var også på det tidspunkt, at vi selv fandt et sted, hvor vi samme med Tom og Alain kunne komme i gang.

Hvordan startede den idé? Hvornår fik du tanken, at det her kan jeg også selv?

Med de to ombygninger havde jeg fået lidt erfaring. Så begynder man at tænke: Hvad kan jeg gøre med det. Jeg havde en lille bog med forskellige ideer til restauranter og barer. Med den begejstring fremlagde jeg ideerne for Tom. På egen hånd var det aldrig blevet til noget. Men Tom er virkelig en iværksætter. Han havde også haft ideen i årevis, men ville ikke gøre det alene. Han havde brug for min erfaring og den tid, jeg ville investere i det.

Så du gik i gang med det, du allerede havde gjort to gange før: at bygge noget fra bunden.

Tja, der stod noget allerede. Men vi tænkte, at vi selv kunne stå for nedrivningen. Og det greb lidt om sig. Man støder på ting, som at skulle fjerne en mur eller hæve et gulv. Man har nogle ideer, som man forsøger at matche. Vi fjernede simpelthen det hele. Pludselig var der intet tilbage

Nedrivning og renovering er jeg faktisk også vild med. Og nu er jeg virkelig glad for resultatet. Set i bakspejlet var det måske ikke nødvendigt at gøre det hele selv. Tom fik i tre omgange problemer med ryggen, og jeg var forkølet i et halvt år af alt det støv, jeg havde fået i lungerne.

Hvordan er jeres rollefordeling?

Tom står for alt ude bagved. Jeg står for det hele inde i restauranten. Alain har navnet, og det er hans køkken. Sammen med vores kok Roel Paping leverer han det kreative input i køkkenet. Roel har det endelige ansvar.

Vi har nu også en manager. Tom og jeg samarbejder nu om et nyt projekt. Vi arbejder stadig i restauranten, men det er ikke længere hver dag fra 10 om morgenen til 01 om natten.

Tom og jeg har fundet ud af, at vi holder mest af at drive forretningen. Og alt det, som hører derunder - vinene, køkkenet, servicen, det er der altid folk, der er bedre til end os. Så Roel er bedre til at lede et køkken end Alain. Manageren er bedre til at styre restauranten, end jeg er. Han er ældre. Han har gjort det før. Så det er bedre, at han gør det. Til vinene samarbejder vi nu med to fyre, der ved mere om vin, end vi gør. Men alt gøres i Cafe Carons ånd. Som vi har skabt.

Petit Caron: Ikke langt fra caféen genoprettes Cafe Carons bar. Petit Caron kommer den til at hede. Man kommer der ikke for at spise, men i højere grad for at få en drink. Det er ikke en vinbar, men vi har et rigtig flot vinkort. Vi synes bare, det ville være sjovt at gøre noget, hvor fokus er på drikkevarerne!

Det er en interessant udvikling. Jeg er kun toogtyve år gammel, og vil ikke være nær så involveret rent operationelt, så jeg i stedet kan se på restauranten mere konceptuelt, mere som iværksætter.

Tom har femten års erfaring som iværksætter. Han sagde fra begyndelsen: Du skal kunne delegere. Det er muligt, fordi vi har succes. Derfor har vi den luksus, at vi nu kan samle erfarne folk omkring os. Vi har opbygget et flot og stærkt hold. Hvis vi skulle gøre alting selv, ville det ikke gavne gæsternes oplevelse hos os.

Hvis du nu ser på Cafe Caron, hvad har så fungeret bedst ved konceptet?

Atmosfæren. Den har altid været, som jeg havde forestillet mig. Og det blandede publikum. Hvis jeg nu tager vores forretningsplan og læser op, hvilket publikum vi ville have, så er det præcis det, vi har. Gæster fra tyve til halvfems. Fra hele Holland - men mest fra Amsterdam, og mange mennesker fra nabolaget. Præcis, hvad vi havde i tankerne. Desuden et par turister, der tilfældigvis kommer forbi, og folk fra udlandet, der kender Alain. Det er virkelig en blanding. Også det, som folk kommer for. Vi har gæster, der kommer for et glas vin og en hurtig bid mad. Andre har reserveret en måned i forvejen og kommer med hele familien til middag. Det blandes alt sammen hos os. Det er slet ikke noget problem. Det forstyrrer ikke hinanden overhovedet.

Det jeg synes bedst om hos os, er at der kommer mange bekendte og de bliver ved med at komme tilbage. Det er ikke nødvendigvis folk, vi allerede kendte, men også mennesker vi har lært at kende via cafeen. Gæster bliver gode venner. De fleste af dem har bare mit telefonnummer, så de ringer til mig for at spørge, om de kan komme til middag i aften.

Hvad siger David om Formitable

Systemet er perfekt for os. Med Couverts kunne vi maksimalt tage imod 50 kuverter. Nu kan vi online tage reservationer for 75 personer til en fredag aften, uden at skulle granske det eller bekymre os om, at noget er gået galt. Det var lige det, vi ville have. Vi vil ikke arbejde med to skift, der forringer atmosfæren. Nu kan vi besætte bordene dobbelt, uden at det forringer atmosfæren.

Det var super nemt at skifte. Jeg blev glædeligt overrasket over den betænksomme service og support. Da vi åbnede vores anden restaurant, vidste vi med det samme, hvor vi skulle henvende os!